Jeg så hvor lidt mønsteret blev studeret. Hvor lidt ophøjet det var for dem. Hvor lidt den unge lider eller fornægter sig selv, for deres religion. Det at ofre tænker de knapt nok på. De efterligner slet ikke forbilledet i denne henseende. Jeg så at dette var sproget i deres liv: Selvet må tilfredsstilles, stoltheden må få lov. De glemmer sorgernes Menneske, som kendte til sorg. Jesu lidelser i Getsemane, hans liflighed som var de store blodråber i haven, den pansrede tornekrone der gennemborde hans hellige pande, der ikke bevægede dem. De er blevet sløve. Deres sanser er sløve, og de har mistet al fornemmelse for det store offer der er gjort for dem. De kan sidde og lytte til korsets beretning, de grusomme nagler som blev drevet igennem Guds Søns hænder og fødder. Det oprører ikke sjælens skyldfølelse.