Jngen vildfarelse, som den kristne verden har antaget, angriber mere frækt himlens autyoritet, ingen strider mere mod fornuften, ingen er mere fordærvelig i sine følger end den almindelige lære, der saa hurtig udbreder sig, at Guds lov ikke mere gjælder for menneskene. Enhver nation har sine love, som fordrer agtelse og lydighed; ingen regjering kunde eksistere uden dem, kan man da forestille sig, at himlens og jordens skaber ingen love har, hvorefter man styrer sine skabninger? Antag, at højtstaaende prædikanter offentlig lærte, at de love, som styrer deres land og beskytter borgens rettigheder, ikke var gyldige - at de indskrænkede folkets frihed og ikke burde adlydes; hvor længe vilde man taale saadanne mennesker paa prædikestolen? Men er det en større synd at tilsidesætte statens og nationens lov, end at nedtrampe Guddommelige love, som er grundvolden for al regjering?