I Gøteborg gik vi ombord på en lille båd, som skulle føres over kanalen til Danmarks kyst. Her blev fik jeg en kahyt med to sofaer, og lukket inde af tunge gardiner, - et logi som vi mente var knapt nødvendigt for en dagsrejse på kun seks timer. Vi fik dog mulighed for at ændre denne mening før vi nåede land. De første time tilbragte vi på dækket, i det lyse og veludstyrede dame lukaf. Vandet var behageligt, havet roligt, og vi mente det blev en behagelig rejse. Men efter at kaptajnen var gået igennem vort område, rådede han os til at gå ned og lægge os med det samme, for vi kom ud i oprørt vand. Det gjorde vi selvom vi ikke havde lyst. Kort tid efter begyndte båden at vippe voldsomt; vi kunne knapt holde vor position på sofaerne. Jeg blev meget syg, svedte nu rigeligt, som om alle organer kæmpede imod den frygtelige sygdom, og blev da overvundet af dødelig søsyge. Det var det som jeg frygtede da vi krydsede Atlanten, frygtede effekten af voldelig ryk i mit hjerte. Den gang undgik jeg det lykkeligvis, men nu led jeg alt det jeg havde forventet.