Det var længe siden, at Israel havde haft en profet, længe siden man havde været vidne til en reformation som den, der nu foregik. Kravet om syndsbekendelse forekom nyt og rystende. Mange af de ledende mænd ville ikke gå hen for at lytte til Johannes’ opfordringer og voldsomme anklager for ikke at komme til at afsløre hemmeligheder i deres eget liv. Alligevel var hans prædiken en direkte forkyndelse af Messias’ komme. Det var en velkendt sag, at de halvfjerds uger i Daniels profeti, som indbefattede Messias’ komme, næsten var til ende; og alle var ivrige efter at få del i den tidsalder med national storhed, som man dengang ventede. Folkets begejstring var af en sådan art, at Sanhedrin snart ville føle sig tvunget til enten at godkende eller afvise Johannes’ gerning. Deres magt over folket var allerede aftagende. Det var ved at blive et alvorligt spørgsmål, hvordan de skulle opretholde deres position. I håb om at nå til et eller andet resultat sendte de en deputation af præster og levitter til Jordan for at forhandle med den nye lærer.