Aldrig nogensinde før havde en befaling fra Kristus syntes så umulig at efterkomme. Disciplene havde længe håbet på en folkelig bevægelse til at sætte Jesus på tronen. De kunne ikke udholde tanken om, at al denne begejstring ikke skulle føre til noget. Skarerne, der var samlede for at fejre påske, var spændte på at se den nye profet. For hans disciple syntes dette at være en gylden chance for at anbringe deres elskede mester på Israels trone. I glansen af denne nye ambition var det svært for dem selv at tage af sted og efterlade Jesus alene på denne øde bred. De protesterede mod beslutningen; men Jesus talte nu med en autoritet, som han aldrig før havde anvendt over for dem. De vidste, at yderligere modstand fra deres side ville være nytteløs, og i tavshed gik de mod søen.