Kristus vidste, at for ham var tiden inde til at forlade denne verden og gå til sin Far. Han befandt sig nu i korsets skygge, og hans hjerte var forpint af smerte. Han vidste, at han ville blive forladt i den time, hvor han blev forrådt. Han vidste, at han ville blive henrettet på den mest ydmygende måde, som kun forbrydere blev udsat for. Han kendte utaknemmeligheden og grusomheden hos dem, som han var kommet for at frelse. Han vidste, hvor stort det offer var, som han måtte bringe, og for hvor mange det ville være forgæves. Når han vidste alt, hvad der ventede ham, kunne han ganske naturligt være blevet overvældet ved tanken om sin egen ydmygelse og lidelse. Men han så på de tolv, der havde været sammen med ham som hans egne, og som, når hans skam, sorg og mishandling var forbi, ville blive ladt alene til at kæmpe i verden. Når han tænkte på, hvad han selv skulle lide, var det altid i relation til sine disciple. Det var ikke sig selv, han tænkte på. Hans omsorg for dem var det, han først tænkte på.