Jeg opdagede, at Bibelen netop fremstillede en sådan frelser, som jeg havde brug for; og det forvirrede mig at se, at en ikke inspireret bog kunne udvikle synspunkter, der passede så godt til en falden verdens behov. Jeg følte mig tvunget til at indrømme, at skriften måtte være en åbenbaring fra Gud. Den blev min fryd, og i Jesus fandt jeg en ven! Frelseren blev for mig den ypperste blandt titusinder, og skriften, som før var dunkel og selvmodsigende, blev nu en lygte for min fod og et lys på min sti. Mit sind blev roligt og tilfreds. Jeg så, at Gud Herren var en klippe midt på livets hav. Nu blev Bibelen mit hovedstudium, og jeg kan med sandhed sige, at det var med megen glæde, at jeg ransagede den. Jeg opdagede, at ingen havde fortalt mig mere end halvdelen! Jeg undrede mig over, hvorfor jeg ikke før havde forstået dens skønhed og herlighed, og over, at jeg nogensinde havde forkastet den. Alt, hvad mit hjerte kunne ønske sig, fandt jeg åbenbaret her og lægedom for alle min sjæls sygdomme. Jeg mistede al interesse for anden læsning og ofrede mig helt for at få visdom fra Gud." |