Den kvalfulde nat, da Jakob kæmpede i bøn og bad om at blive udfriet af Esaus hånd (1Mos 32,24-30), symboliserer Guds folks erfaring i trængselstiden. På grund af det bedrageri, Jakob havde begået for at få sin faders velsignelse, som var tiltænkt Esau, var han flygtet for livet, for han frygtede sin broders trusler om at slå ham ihjel. Efter i mange år at have levet i udlændighed besluttede han på Guds befaling at vende tilbage til sit fødeland med sine hustruer og børn og alt sit kvæg. Da han nåede landets grænse, hørte han til sin rædsel, at Esau nærmede sig med en stor hær. Han kom utvivlsomt for at tage hævn. Jakob og hans ledsagere var ubevæbnede og forsvarsløse og ville sikkert hurtigt blive slået ned. Angstens og frygtens byrde blev forøget med selvbebrejdelsernes tunge vægt, for det var hans egen synd, som havde fremkaldt den fare, han svævede i. Hans eneste håb var, at Gud ville være ham nådig. Hans eneste forsvar måtte blive bøn. Men han gør selv alt, hvad han kan, for at sone uretten mod broderen og undgå den truende fare. På samme måde bør Kristi efterfølgere, når de nærmer sig trængselstiden, gøre alt for at stille sig i det rette lys over for folket, afvæbne fordomme og afvende den fare, som truer trosfriheden.