Spiritushandleren holder ikke op med at gå på plyndringstogt, når offeret er død. Så udplyndrer han enken og bringer børnene til tiggerstaven. Han undser sig ikke for at forlange, at den fattige familie skal betale mandens og faderens spiritusregning, selvom de derved kommer til at mangle penge til mad og tøj. De stakkels børns gråd og den fortvivlede moders tårer gør ham blot endnu mere forbitret. Hvad vedkommer det ham, at disse stakler sulter? Han er ligeglad med, at de går fallit. Han lever højt på de penge, som han indkasserer hos de kunder, som han fører i fordærv. |