Det var en stor opmuntring for ham, at det ikke var forgæves, at han ofrede sit liv. Han tænkte på evigheden og på den lykke, som de mennesker ville opnå, som fik tilgivelse og evigt liv på grund af hans ydmygelse. Han blev gennemboret for deres overtrædelser og knust for deres synder. Han blev straffet, for at de kunne få fred, og de blev helbredt ved hans sår. Han hørte de genløstes jubel. Han hørte de frelste synge Moses' og Lammets sang. Men han skulle først døbes med bloddåben. Verdens synder ville veje tungt på hans uskyldige sjæl. Han ville blive omgivet af et tæt mørke. Men for den glædes skyld, der ventede ham, udholdt han korset uden at ænse dets skam.