Når vi overgiver os til Gud, må vi nødvendigvis give afkald på alt, hvad der vil skille os fra ham. Derfor siger Frelseren: "Således kan da ingen af jer være min discipel, uden at han giver afkald på alt, hvad han ejer." Luk. 14, 33. Alt det, som drager hjertet bort fra Gud, må fjernes. Mammon er manges afgud. Kærlighed til penge og lyst til rigdom er den gyldne lænke, der binder dem til Satan. Andre higer efter berømmelse og verdslig ære. Atter andre dyrker et liv i egenkærlig magelighed og ansvarsløshed. Men disse trællebånd må brydes. Vi kan ikke tilhøre Gud og verden på samme tid. Vi er ikke Guds børn, medmindre vi tilhører ham fuldstændigt. Der er nogle, som bekender sig til at tjene Gud, mens de stoler på deres egne bestræbelser for at lyde hans lov, udvikle en god karakter og blive frelst. Deres hjerte er ikke grebet af nogen dyb forståelse af Kristi kærlighed, men de søger at udføre det kristelige livs pligter som noget, Gud fordrer af dem, for at de kan vinde Himmelen. En sådan kristendom er værdiløs. Når Kristus bor i hjertet, vil sjælen være så fuld af hans kærlighed og af glæde over samfundet med ham, at et sådant menneske i beskuelsen af ham vil glemme sit eget jeg. Kærligheden til Kristus vil blive kilden til alle handlinger. De, der føler, at Guds kærlighed tvinger dem, vil ikke spørge om, hvor lidt de kan gøre for at efterkomme Guds fordringer. De vil ikke spørge efter det laveste mål, men sigte efter fuldkommen harmoni med deres forløsers vilje. Med inderlig længsel vil de overgive alt og vise en interesse for Guds sag, som står i forhold til værdien af det mål, de søger at nå. At bekende Kristus uden at eje denne dybe kærlighed er blot snak, en tom frase, en tung trældom.