David blev bragt frem for Saul, og fortæller at Israel ikke behøver at være bange: "Din træl vil gå hen og kæmpe med den filister!" Saul gjorde indvendinger, på grund af hans unge alder. David referer til de farer han havde erfaret i ørknen, for at redde de får han passer på. Han tilskriver ydmygt Gud sin udfrielse. »Herren, som har reddet mig fra løvers og bjørnes vold, vil også redde mig fra denne filisters hånd!« Saul giver David lov til at gå. Han sætter sin egen kongelige rustning på David, men David lægger den bort, og vælger sig blot fem glatte sten fra bækken, en slynge og en stav. Da Israels stolte udfordringsmand så den unge mand med smukt udseende nærme sig ham med dette udstyr, spurgte han: »Er jeg en hund, siden du kommer imod mig med en stav?« Han forbandede David ved sine guder, og indbød ham pralende til at komme til ham, så han kan give hans kød til luftens fugle, og markens dyr. "David svarede filisteren: »Du kommer imod mig med sværd og spyd og kastevåben," men jeg kommer til dig, ikke i våbenudstyr, ikke med kraftfulde våben, "men jeg kommer imod dig i Hærskarers Herres, Israels slagrækkers Guds, navn, ham, du har hånet." David pralede ikke af hans overmådelige dygtighed. Hans pral er i Herren. "I dag giver Herren dig i min hånd; . . . . for at hele jorden kan kende, at der er en Gud i Israel, og for at hele denne forsamling kan kende, at Herren ikke giver sejr ved sværd eller spyd; thi Herren råder for kampen, og han vil give eder i vor hånd!« Da filisteren nu satte sig i bevægelse og gik nærmere hen imod David, løb David hurtigt hen imod slagrækken for at møde filisteren. Og David greb ned i tasken, tog en sten af den, slyngede den ud og ramte filisteren i panden, så stenen trængte ind i hans pande, og han styrtede næsegrus til jorden."