En af dagens ceremonier bestod i, at kongen talte til rigets højeste embedsmænd i den store sal i biskoppens palads. Han stod foran dem med sorgfuldt ansigt, og med stor veltalenhed beklagede han "den forbrydelse, den guds hån og den sorgens og vanærens dag," som nationen måtte opleve. Og han opfordrede alle sine trofaste undersåtter til at hjælpe med til at udrydde det dødbringende kætteri, som truede Frankrig med tilintetgørelse. "Så sandt, Messieurs, som jeg er jeres konge," sagde han, "ville jeg, hvis jeg vidste, at et af mine egne lemmer var plettet eller smittet af denne afskyelige råddenskab, befale jer at skære det af. … Og hvis jeg opdagede, at et af mine børn var besmittet, ville jeg ikke skåne det. … Jeg ville selv overgive et sådant barn til retfærdigheden og ofre det til Gud." Tårer kvalte hans stemme, og alle de tilstedeværende græd og råbte med en røst: "Vi vil leve og dø for den katolske tro!" - D' Aubignè: History of the Reformation in Europe in the Time of Calvin, b. 4, ch. 12.