Konge, gejstlighed og adel var tvunget til at tåle et ophidset og forbitret folks grusomheder. Deres længsel efter hævn blev yderligere stimuleret af kongens henrettelse, og de der havde dømt ham til døden, fulgte ham snart på skafottet. Det blev besluttet at foretage en almindelig nedslagtning af alle, som var mistænkt for at nære fjendtlige følelser mod revolutionen. Fængslerne var overfyldte og rummede på et tidspunkt over 200.000 fanger. I alle byer udspilledes der rædselsscener. Et parti af revolutionære var modstandere af et andet parti, og Frankrig blev slagmark for stridende folkemasser, som udelukkende lod sig lede af deres lidenskabers rasen. "I Paris fulgte den ene tumult efter den anden, og borgerne var opdelt i et utal af kliker, som tilsyneladende kun var opsat på at udrydde hinanden." Og for at gøre elendigheden endnu større, blev landet trukket ind i en langvarig og ødelæggende krig mod Europas største magter. "Landet var næsten fallit, soldaterne fik ikke deres løn og gjorde højlydt indsigelse, pariserne sultede, provinserne blev plyndret af røvere, og civilisationen gik næsten under- i lovløshed og laster."