På trods af, at Luther havde sikret sig frit lejde, lagde de romersk-katolske planer om at gribe og fængsle ham. Hans venner hævdede, at da det ikke var til nogen nytte for ham at forlænge sit ophold, burde han vende tilbage til Wittenberg uden at tøve, og at den største forsigtighed måtte udvises for at skjule hans planer. Derfor forlod han Augsburg før daggry, til hest og kun ledsaget af en førerer, som øvrigheden havde skaffet ham. Med mange forudanelser begav han sig hemmeligt gennem byens mørke og tavse gader. Vagtsomme og grusomme fjender lagde råd op om at dræbe ham. Kunne han undgå de snarer der var lagt for ham? Dette var øjeblikke fulde af ængstelse og inderlig bøn. Han nåede en lille låge i bymuren. Den blev åbnet for ham, og sammen med sin fører kom han uden hindringer igennem den. Da flygtningene først var i sikkerhed udenfor, påskyndede de deres flugt, og førend legaten fik nys om Luthers afrejse, var han uden for sine forfølgere s rækkevidde. Satan og han udsendinge havde tabt slaget. Den mand, som de havde ment at have i deres magt, var borte, undsluppet som en fugl af fuglefængerens snare.