Da Kristus blev født, kendte englene ham. De viste sig som en stjerne på himlen ovenover det sted, hvor Kristus var, og de ledsagede de vise mænd til krybben, hvor han lå. De himmelske hærskarer havde kendt ham og sunget ham lov og pris over Betlehems sletter. Søen havde givet agt på hans røst og adlydt hans bud. Sygdom og død havde anerkendt hans myndighed og opgivet sit bytte på hans befaling. Solen havde kendt ham og skjult sit lysende ansigt for ikke at beskue hans døds kval på korset. Klipperne havde erkendt ham og revnet, da han råbte i døden. Men selvom den livløse natur anerkendte og vidnede om Kristus, at han var Guds Søn, kendte præsterne og de ældste dog ikke Frelseren. De forkastede vidnesbyrdet om hans guddom og forhærdede sit hjerte mod hans sandhed. De var ikke så følsomme som bjergene og de hårde stene.