Det mørke, som indhyllede den nation, som havde vraget sandhedens lys, var blevet frygteligt. Den nåde, "som bringer frelse", havde været tilbudt; men efter at Frankrig havde set dens magt og hellighed, efter at tusinder var blevet tiltrukket af dens guddommelige skønhed, og efter at byer og landsbyer var blevet oplyst af dens skin, havde franskmændene vendt sig bort og foretrukket mørket frem for lyset. De havde nægtet at modtage den himmelske gave, da den blev dem tilbudt. De havde kaldt det onde godt og det gode ondt, indtil de var blevet ofre for deres forsætlige selvbedrag. Selvom de nu muligvis troede, at de tjente Gud ved at forfølge hans folk, kunne denne tro ikke fjerne deres skyld. Det lys, som ville have frelst dem fra bedrag og fra at plette deres samvittighed med blodskyld, havde de med fuld overlæg forkastet.