Kristus sagde til de vantro jøder: "Dersom jeg ikke var kommen og havde talt til dem, havde de ikke synd; men nu har de end ikke et paaskud for deres synd." (Joh 15:22) Den samme guddommelige magt havde talt gjennem Luther for Tysklands kejser og fyrster. Da lyset skinnede fra Guds ord, stræbte hans aand for sidste gang med mange i hin forsamling. Ligesom Pilatus flere aar før havde tilladt stolthed og folkegunst at tillukke sit hjerte mod verdens forløser, ligesom den skjælvende Felex havde bedet sandhedens sendebud: "Gak bort denne gang, men naar jeg faar bedre tid, vil jeg lade dig kalde til mig, (Apg 24,25), ligesom den stolte Agrippa havde bekjendt: "Der fattes lidet udi, at du jo overtaler mig til at blive en kristen," (Apg 26,28) og dog vendt sig bort fra det himmelske sendebud, saaledes havde Karl V, idet han gav efter for den verdslige politiks og stoltheds fordringer, besluttet at forkaste sandhedens lys.