De, som antog budskabet om Kristi advent, blev vækkede til at indse nødvendigheden af omvendelse og af at ydmyge sig for Gud. Mange havde længe haltet mellem Kristus og verden. De følte nu, at det var paa høj tid at indtage et rent standpunkt. Det, som tilhørte evigheden, som en underfuld virkelighed for dem. Himlen kom nærmere til dem, og de følte, at de ikke var rensede overfor Gud. De troende blev oplivede og erholdt nyt aandeligt liv. De følte dybt, at tiden var kort, og at det, som de skulde udrette for sine medmennesker, maatte udrettes snart. Jorden traadte i baggrunden, evigheden syntes aaben for dem, og man følte, at sjælen med alt, som tilhører dens evige ve og vel, fordunklede enhver jordisk gjenstand. Guds aand hvilede over dem og gav kraft til deres alvorlige formaninger til deres brødre saa vel som til syndere om at berede sig for Herrens dag. Dette daglige livs tause vidnesbyrd var en stadig irettesættelse for stive og vanhellige menighedsmedlemmer. De ønskede ikke, at man skulde forstyrre dem i deres træben efter fornøjelser, deres flid for at samle penge og deres lyst til verdslig ære. Dette var aarsagen til det fiendskab og den modstand, som blev opvakt mod de sandheder, som angaar Kristi advent og mod dem, som forkyndte dem.