Man finder ingen steder i den hellige skrift noget vidnesbyrd om at de retfærdige faar sin løn eller de ugudelige sin straf ved døden. Patriarkerne og profeterne har ikke efterladt noget saadant vidnesbyrd. Kristus og hans apostler har ikke gjort nogen hentydning dertil. Bibelen lærer tydeligt, at de døde ikke straks gaar de til himlen. De fremstilles sovende indtil opstandelsen. (1 Thess. 4:14; Job 14:10-12.) Den selvsamme dag, da sølvsnoren borttages og guldlampen bliver knust, ophører menneskets tanker. (Præd. 12:6) De gaar ned til graven i stilhed. De ved ikke mere om noget, som sker under solen. (Job 14:21) Salige hvile for de trætte retfærdige! Enten tiden er lang eller kort, saa er det blot et øjeblik for dem. De sover; de vaagner op ved Guds basun til herlig udødelighed. Thi Basunen skal lyde, og de døde skal opstaa uforkrænkelige. . . . Men naar dette forkrænkelige er iført uforkrænkelighed, og dette dødelige er iført udødelighed, da opfyldes det ord, som skrevet er: "Døden er opslugt formedelst sejr." (1 Kor. 15:55.) Jdet de kaldes frem fra sine dybe søvn, begynder de at tænke netop, hvor de ophørte. Den sidste følelse var dødens smerte, den sidste tanke, at de faldt under dødens magt. Naar de opstaar af graven, vil deres første glædelige tanke give lyd i sejrsraabet: "Død, hvor er din braad? grav, hvor er din sejr?" (1 Kor. 15:55)