En Dag lyttede jeg til en Samtale mellem min moder og en Søster angaaende en Prædiken, de nylig havde hørt. Prædikenen blev holdt for at bevise, at Sjælen ikke er udødelig af naturen. Nogle af de Skriftsteder, Prædikanten anførte som Bevis, blev gjentagne. Blandt disse erindrer jeg følgende. "Den Sjæl, som synder, den skal dø." "De levende ved, at de skal dø, men de døde vikke noget." "kongernes Konge og Herrenes herre skal vise i sin Tid, han, som alene har Udødelighed." Han som skal betale enhver efter hans Gjerninger, dem, som ved Bestandighed i god Gjerning søger ære og Hæder og Uforkrænkelighed, et evigt Liv." "Hvorfor skulde de søge efter noget, som de allerede var i Besiddelse af?" sagde min Moder, efter at hun havde gjentaget ovenanførte Skriftsteder.