Da Josef så sine brøders forvirring, sagde han til dem: "Kom dog hid til mig, og de ´gik frem; og han sagde: jeg er Josef eders broder, den I solgte til Ægypten." Vers 4. Med ædelmodighed søgte han at gøre dette møde så let for sine brødre som muligt. Han ønskede ikke at forhøje deres bestyrtelse ved at irettesætte dem. Han følte at de havde lidt nok for deres grusomhed mod ham; og han stræbte at trøste dem. Josef sagde til dem: "Bekymrer eder nu intet, og lad det ikke mishage for eders øjne, at I solgte mig hid; thi at I skal blive holdet ved live, har Gud sendt mig hid for eder. Thi nu har der været to år hunger i landet; og endnu er fem år, i hvilken der skal ikke være pløjning, eller høst. Men Gud har sendt mig for eder, at lade eder blive tilovers i Landet, og lade eder blive til en stor velsignelse. Og nu, ikke i har sendt mig hid, men Gud; og han har sat mig til en Fader for Farao og til en Herre over alt hans hus, og en Hersker i alt Ægyptens land. Skynd eder, og drag op til min fader; og I skal sige ham: så siger din søn Josef: Gud har sat mig til en Herre over al Ægypten; kom ned til mig, tøv ikke. Og du skal bo i Gosen land, og være nær hos mig, du og dine børn, og dine børnebørn; og dit kvæg, og dine okser, og alt det du har. Og jeg vil opholde dig der; thi endnu er fem år hunger: på det skal ikke fordærvet af armod, du og dit hus, og alt det som dig hører til. Og se eders øjne se, og min broders Benjamins øjne, at jeg taler mundtlig til eder. Og I skal forkynde min fader i al herlighed i Ægypten, og alt det som I har set; og skynd eder, og lad min fader komme med."