David havde adlydt Saul som en tjener, og hans optræden var ydmyg. Hans liv var ulastelig. Hans trofasthed med at gøre Guds vilje var en stadig irettesættelse for Sauls urimelige og oprørske kurs. Saul besluttede sig for at intet skulle holdes tilbage for at David måtte blive slået ihjel. Så længe som Saul levede, var dette det store formål med hans liv, til trods for at han var tvunget til at tilskrive Davids flugt fra hans hænder til Guds forudseenhed. Hans hjerte var helt blottet for Guds kærlighed, og han blev en afgudsdyrker. Sand ære, retfærdighed og ydmyghed blev ofret til hans stolthed og ærgerrighed. Han jog David som et vildt dyr. David havde ofte Saul i sin magt, og blev tilskyndet af mennesker han havde under sig, til at slå ham ihjel. Selvom David viste at han var Guds udvalgte som hersker i Israel, ville han dog ikke løfte sin hånd imod Saul, som Gud havde salvet. Han valgte at finde et asyl ibland filistrene. Han fik endog sine fjender til at stifte fred med sig, med sin kloge og ydmyge optræden, hvem han forblev hos indtil Sauls død.