Bøhhmernes fjender, som vidste: at den blinde kriger var død, anså nu tidspunktet for gunstigt til at grevinde det, de havde tabt. Paven proklamerede et korstog imod husitterne, og der blev atter sendt en værdig hærstyrke ind i Bøhmen, men blot for at lide et frygteligt nederlag. Der blev proklameret et nyt korstog. I alle de katolske lande i Europa blev der samlet mænd, penge og våben. Store skarer flokkedes under den pavelige farer. De var overbevist om, at det nu endelig skulle lykkes at gøre ende på de husittiske kættere. Den vældige hær drog sejrssikker ind i Bøhmen. Befolkningen sluttede sig sammen for at slå den tilbage. De to hære nærmede sig hinanden, og til sidst var der kun en flod imellem dem. "Korsfarernes hær var langt den største, men i stedet for at sætte over floden og begynde at kæmpe imod husitterne, som de havde rejst så langt for at bekrige, stod de tavse og betragtede deres modstandere." - Wylie, b. 3, ch. 17. Pludselig blev den store skare grebet af en mystisk rædsel. Uden at foretage et eneste angreb opløstes og spredtes den store hær, som om den var blevet splittet af en usynlig magt. Et stort antal blev dræbt af husitterhæren, som forfulgte de flygtende soldater: og sejrherrerne tog et vældigt nytte, så at krigen berigede bøhmerne i stedet for at forarme dem.