Herren besvarede Moses’ ivrige spørgsmål, og sagde: »Skal mit åsyn da vandre med, og skal jeg således føre dig til målet?« da sagde Moses til ham: »Hvis dit åsyn ikke vandrer med, så lad os ikke drage herfra! Hvorpå skal det dog kendes. at jeg har fundet nåde for dine øjne, jeg og dit folk? Mon ikke på, at du vandrer med os, og der således vises os, mig og dit folk, en udmærkelse frem for alle andre folkeslag på jorden?« Han bad Gud om at få at vide hvordan det skulle blive kendt, at han og hans folk havde fundet nåde i hans øjne, om han ikke vil lade tegn på sin tilstedeværelse hvile over åbenbaringsteltet som før. Moses ville ikke ophøre med sine bønner før han fik forvisning om tegnet på hans tilstedeværelse, ville stadig hvile over åbenbaringsteltet som det var sket, og at han ville blive ved med at styre deres rejser ved skystøtten om dagen, og en ildstøtte om natten. Så kunne Moses nemmere udføre sin slidsomme opgave at lede folket; for dette tegn vil altid minde dem om den levende Gud, og ville også være en forsikring for dem om hans guddommelige tilstedeværelse. Så kunne han nemmere påvirke folket til at handle rigtigt, idet han kunne pege dem til beviset om Guds nærhed hos dem.