Når vedkommende har gjort sin forseelse god igen, så kan vi i stille tro fremlægge dem syges trang for Gud, således som hans Ånd måtte anvise. Han bekender ethvert menneske ved navn og søger for at enhver enkelt lige så omhyggeligt, som om der ikke fandtes et andet menneske på jorden, for hvem han gav sin elskede Søn. Eftersom Guds kærlighed er så stor og aldrig og aldrig svigter, bør de syge opmuntres til at forlade sig på ham og være ved godt mod. Ængstelse angående deres egen tilstand bringer svækkelse og sygdom. Hvis de vil hæve sig op over mismod og mørke, så har de større udsigt til at komme sig; thi "Herrens øjne er til dem,... der håber på hans miskundhed". (Sl. 33,18)