Det var ikke frygt for den legemlige lidelse, som Guds Søn snart skulle udholde, der bragte denne sjælekval over ham. Han led straffen for menneskenes overtrædelser og skælvede under Faderens strenge blik. Han måtte ikke benytte sin guddommelige kraft til at undfly denne sjælekval, men som menneske måtte han bære menneskets synd og Skaberens mishag mod hans ulydige undersåtter. Idet han følte, at hans forbindelse med Faderen blev afbrudt, frygtede han for, at han i sin menneskelige natur ikke ville være i stand til at udholde den kamp med mørkets fyrste, som forestod, og da ville menneskeslægten være uigenkaldelig fortabt. Satan ville vinde sejr, og jorden ville blive hans rige. Verdens synd trykkede tungt på Frelseren og bøjede ham til jorden, og faderens vrede som en følge af denne synd syntes at ville bringe døden over ham.