De falske præster mærkede, at Pilatus ikke var mindre listig end de; de indså, at det kunne ikke hjælpe noget at fremføre de årsager, som de havde fordømt Jesus for. Hvis de beskyldte ham for gudsbespottelse, så ville Pilatus blot betragte det som religiøs skinhellighed og misundelse af præsterne, og så ville han straks afvise sagen. Men dersom de kunne vække frygt hos den romerske landshøvding for, at Jesus (130) var anfører for et oprør, så ville de opnå deres hensigt. Der var hele tiden opløb og oprør blandt jøderne mod den romerske regering; thi mange påstod, at det var imod jødernes love at betale skat til en fremmed nation. Romerne fandt det nødvendigt at behandle folket meget strengt i sådanne tilfælde, og de var hele tiden på vagt for at iagttage enhver bevægelse af denne art, så at de straks kunne undertrykke den. Men Jesus havde altid vist lydighed mod regeringen. Da de listige præster søgte at besnære ham ved at sende spioner, som spurgte ham, om det var lovligt at give kejseren skat, havde han rettet deres opmærksomhed til kejserens billede og overskrift, som stod på skattens mønt, og svaret: "giv kejseren, hvad kejserens er." Jesus havde selv betalt skat og lært sine disciple, at de også skulle gøre det.