Tanken om, at jeg skulde bære denne Ulykke gjennem hele Livet, var mig utaaelig. Jeg kunde ikke se nogen Glæde i Tilværelsen. Jeg ønskede ikke at leve, og dog frygtede jeg for at dø; thi jeg var uforberedt. Venner, som besøgte os, saa paa mig med Deltagelse og raadede mine Forældre til at sagsøge Pigens Fader, som havde tilføjet mig dette Saar. Men min Moder ønskede at holde Fred. Hun sagde, at hvis jeg kunde faa min Helbred og mit naturlige Udseende tilbage, da vilde noget vindes derved; men da dette var umuligt, var det bedste ikke at skaffe sig Fiender, naar det kunde undgaaes.