Da jeg genvandt min Styrke, var jeg lykkelig i at kunne vidne for Jesus og fortælle om hans Kærlighed mod mig. Jeg bekendte, at jeg havde handlet fejlagtigt ved at lade Frygt for Mennesker hindre mig i at gøre det, som Guds Ånd mindede mig om at gøre. Jeg fortalte, at uagtet min Mistillid havde han dog givet mig en ny Forvisning om sin Nåde og Kærlighed. Den Broder, som havde stået mig imod, rejste sig og bekendte med tårefyldte Øjne, at hans Følelser mod mig ikke havde været, som de burde. Han bad mig om Tilgivelse og sagde: "Søster Ellen, jeg vil aldrig mere lægge et Strå i Vejen for dig. Gud har vist mig mit Hjertes Lunkenhed og Genstridighed, og han har bøjet det ved den helligånds Kraft, som er tilstede ved dette Møde. Jeg har været meget vildfarende." Og idet han vendte sig til de forsamlede, sagde han: "Da Søster Ellen syntes at føle sig så lykkelig, tænkte jeg: Hvorfor erfarer ikke jeg den samme Lykke? Hvorfor erholder ikke Br. R. et lignende Vidnesbyrd? Thi jeg var overbevist om, at han var en gudhengivende Kristen, og dog havde han aldrig erfaret noget sådant som dette. Jeg opsendte en stille Bøn om, at Br. R. måtte få en lignende Erfaring i Aften, dersom dette var af Gud. Omtrent i samme Øjeblik, som dette Ønske opsteg hos mig, faldt Br. R. til Gulvet overvældet af Guds Ånd og råbte: "Lad Herren få Lov til at virke!" Jeg er nu overbevist om, at jeg har modstået Guds Ånd; men jeg vil ikke mere bedrøve den ved min Genstridighed. Jeg vil nu lyde Lyset og Jesus velkommen. Jeg har været i en lunken og ligegyldig Tilstand. Jeg blev fornærmet, når nogen prisede Gud og viste fuld Glæde i hans Kærlighed. Men mine Følelser er nu forandrede, og min Modstand er til Ende. Jesus har åbnet mine Øjne, og jeg kan selv komme til at udråbe hans Pris. Jeg har talet bitre Ord imod Søster Ellen, hvilket jeg nu føler mig bedrøvet over og beder hende såvel som alle tilstedeværende om at tilgive mig."