En sand kristens glæde og trøst må og vil være i himlen. De længselsfulde sjæle hos dem, der har smagt den tilkommende verdens kræfter og har frydet sig over himmelske glæder, vil ikke finde tilfredsstillelse i jordiske ting. Sådanne vil finde nok at tage sig for i deres ledige øjeblikke. Deres sjæle vil hige efter Gud. Hvor skatten er, der vil hjertet også være, plejende et lifligt samfund med Gud, som de elsker og tilbeder. Deres forlystelser vil bestå i at tænke på skatten den hellige stad, den nye jord, deres evige hjem. Og medens de dvæler ved disse ting, som er ophøjede, rene og hellige, vil himlen komme dem nær, og de vil mærke Helligåndens kraft; dette vil bidrage til at drage dem mere og mere bort fra verden og lede til, at de himmelske ting, deres yndige hjem, bliver deres trøst og største glæde. Dragelsen til Gud og himlen vil da blive så stærk, at intet kan aflede deres sind fra den store opgave at sikre sig sjælens frelse og at ære og forherlige Gud.