Gud oprejste mænd til at bekæmpe de synder, som fandtes i pavekirken, og til at føre reformationen fremad. Satan forsøgte at ødelægge disse levende vidner, men Herren satte et hegn omkring dem. Af hensyn til sit navns ære tillod han, at nogle beseglede deres vidnesbyrd med deres blod; men der var andre mægtige mænd, sådanne som Luther og Melanchthon, der bedst kunne forherlige Gud ved at leve og afsløre præsternes, pavernes og kongernes synder. Luthers og hans medarbejderes røst bragte disse til at bæve. Ved disse udvalgte mænd begyndte lysstråler at sprede mørket, og der var mange, som med glæde tog imod lyset og fulgte det. Og når eet vidne blev ihjelslået, opstod der to eller flere til at fylde pladsen.