Som forvisningssted for forbrydere havde den romerske regering valgt Patmos, en øde klippeø i Det ægæiske Hav. Men for Guds tjener viste dette skumle sted sig at blive porten til Himmelen. Han var lukket ude fra livets travle skueplads og fra aktivt arbejde som evangelist, men han var ikke udelukket fra Guds nærhed. I sit øde hjem kunne han have samfund med kongernes Konge og på nærmere hold studere åbenbarelserne af guddommelig kraft i naturens bog og på inspirationens sider. Han glædede sig ved at hengive sig til betragtninger over det vældige skaberværk og tilbede den guddommelige arkitekts kraft. I sine tidligere år havde han haft udsigt til skovklædte høje, grønne dale og frugtbare sletter, og i al naturens skønhed frydede det ham at spore Skaberens visdom og kyndighed. Nu var han omgivet af et syn, som for mange ville synes mørkt og uinteressant. Men for Johannes var det ikke sådan. Han kunne uddrage de betydeligste lærdomme af de ubeboede, nøgne klipper, det store dybs mysterier og himmelhvælvingens herlighed. For ham bar alt dette præg af Guds kraft og forkyndte hans ære.