Tiden er kommet hvor menigheden i Guds navn og styrke må virke for sjælenes bedste og for Guds ære. En mangel på fast tro og på skarpsindighed for indviede ting burde blive betragtet som tilstrækkelig til at udelukke nogle mennesker fra forbindelse til Guds arbejde. Således viser også en hurtig vredes tilfredsstillelse, en hård, overlegen ånd at dens indehaver ikke skulle have været sat hvor han vil blive kaldt til at afgøre tunge spørgsmål der vedrører Guds arv. Et voldsomt menneske bør ikke have del i at virke med omgangen af menneskelige tanker. Han kan ikke blive betroet at tilpasse emner der har en forbindelse til dem hvem Kristus har købt for en uendelig pris. Hvis han påtager sig at behandle mennesker, vil han såre og støde deres sjæle; for han har ikke den fine kontakt, den fintfølende følsomhed, som Kristi nåde tildeler. Hans eget hjerte behøver at blive blødgjort, kuet af Guds ånd; stenhjertet er ikke blevet til et kødhjerte.