»Hvis nogen af jer står tilbage i visdom, da skal han bede om at få den fra Gud, der giver alle gavmildt og uden bebrejdelser, og så vil den blive ham givet.« Barmhjertighed og kærlighed og visdom skal kunne finde hos Gud; men mange der bekender sig til at kende ham har vendt sig fra Den i hvem vort håb for evigt liv har samlet sig omkring, og har optrænet sig selv til at være afhængig af deres fejlende og fejlbarlige medmennesker. De er åndeligt lemlæstede når de gør dette, for intet menneske er ufejlbarlig, og hans indflydelse kan være vildledende. Ham der stoler på mennesker støtter sig ikke kun til en dårlig hjælper, og giver Satan en lejlighed til at fremstille sig selv, men han sårer den hvem tilliden er givet til; og bliver opstemt i sin egen vurdering, og mister sansen for hans egen afhængighed af Gud. Lige så snart en mand er sat hvor Gud skulle være, mister han sin renhed, kraft, og hans tillid til Guds kraft. Resultatet bliver moralsk forvirring, fordi hans kræfter bliver uhellige og trodsige. Han føler sig kompetent til at dømme hans medmennesker, og han tilstræber sig uretmæssigt at blive en gud over dem.