Disse dage var triste. Jeg så på mine tre små drenge, som jeg var bange for snart ville være faderløse, og tanker som disse tvang sig selv over mig. Min mand dør som en martyr for den nærværende sandheds sag; og som erkender at han har lidt, byrderne som han har båret i årevis, den ekstreme byrde som ødelagde hans humør, og fordærvede hans sundhed, bragte ham til graven i utide, efterlod hans familie nødlidende og afhængig? Nogle som burde have stået hos ham i denne prøvende stund, og hjulpet ham med opmuntrende og sympatiske ord med at bære de byrder, var ligesom Jobs trøstermænd, som var parat til at anklage og presse en endnu tungere vægt på ham. Jeg er ofte blevet stillet spørgsmålet: Har Gud ikke omsorg for disse ting? Lader han dem gå ubemærket hen. Jeg blev trøstet med forvisningen om Ham som dømmer retfærdigt, og at alle ofre, enhver selvfornægtelse og enhver kvælende smerte kan klares for hans skyld, blev skrevet trofast ned i himlen, og vil bringe sin løn. Herrens dag vil erklære og bringe ting til lys, som endnu ikke er gjort åbenbaret.