De mindet om nogle som var inden for i menigheden, som ikke havde deltaget i klassemøderne i mere end et år, og en del af vor familie havde været på landet; og ingen som forblev i byen havde været borte i mere end nogle få uger, og de var tvunget til at blive borte fordi de ikke kunne sige hvad de følte i deres hjerte. Hvis de nævnte deres Frelsers komme, eller deres kærlighed til hans tilsynekomst, var der et hårdt pres imod dem, og et sådant mishag viste at der tydeligvis var forskellige følelser, og vi vidste at hvis de elskede Jesus ville de elske at høre om hans komme. Vi blev spurgt om vi ville gå med til at tilpasse os deres regler, og indrømme at vi havde vandret imod dem. Vi svarede at vi ville bekende at den optræden, som de kalder kætteri, sådan vil vi dyrke vore fædres Gud. Vi turde ikke opgive vor tro. Med en fri ånd, lykkelig i Guds kærlighed, forlod vi metodistmødehusets bestyrelse. Vi havde en forsikring om at Gud var på vor side, som var mere end alt det, som de var imod os.