Jeg så, at selvfornægtelsens og opofrelsens ånd er næsten forsvundet fra menigheden; man giver selvet og egeninteressen den første plads og derefter gør man for sagen, hvad man synes, at man lige så godt kan gøre som undlade at gøre. Jeg så, at et sådant offer er lydefuldt og uantageligt for Gud. Alle burde være interesserede i sagen og gøre deres yderste for at fremskynde den. Jeg så, at de, som ikke besidder ejendom, men som har legemlige kræfter, er ansvarlige for disse over for Gud. De bør være ivrige i arbejdet og brændende i ånden; de bør ikke overlade al opofrelse til dem, der har ejendom. Jeg så, at de kan bringe ofre og at de bør gøre det lige så vel som de, der har ejendom. Men det er ofte sådan, at de, der er uden midler, ikke forstår, at de kan fornægte sig selv på mange måder, at de kan anvende færre penge på deres egne legemer og til tilfredsstillelse af smag og lyst og at de kan spare meget til sagen og således samle sig en skat i himmelen.