Patmos var en øde, bjergfuld ø i Det ægæiske hav, som den romerske regering havde udvalgt som et sted, hvortil den forviste sine forbrydere. Men for Guds tjener viste dette triste sted sig at være himlens port. Han var udelukket fra livets travle gøremål og fra sit virkesomme arbejde som evangelist; men han var dog ikke udelukket fra Guds nærværelse. I sit øde hjem kunde han holde nadvere med kongers konge og ransage endnu nøjere den fremstilling af guddommelig magt, som der findes i naturens bog såvel som i de inspirerede skrifter. Det var hans lyst at tænke på den store skabergerning og at ophøje den store bygmesters magt. I fortiden havde hans øjne beskuet træbevoksede bakker, grønne dale og frugtbare sletter, og han havde behag i at efterspore Skaberens visdom og dygtighed i alt det skønne og yndige i naturen. Nu så han omkring sig det, som mange ville anse for at være trist og uinteressant; men Johannes anså det anderledes. Han kunde læse den nyttigste undervisning i de ujævne, triste klipper, i det store havs hemmeligheder og i den udstrakte befæstning herlighed. For ham bar alt præg af Guds magt og forkyndte hans herlighed.