Profeten siger: "Hvem kan udholde den dag, han kommer, og hvem kan stå, når han kommer til syne? Han er jo som metal smelterens ild og tvætterens lud. Han sidder og smelter og renser sølv; han renser Levis sønner, lutrer dem som guld og sølv, så de kan frembære offergave for Herren i retfærdighed." Mal. 3, 2. 3. De mennesker, der lever på jorden, når Kristi midlergerning ophører i den himmelske helligdom, skal stå over for en hellig Guds åsyn uden en mellemmand. Deres klæder skal være pletfri, og deres karakter skal være renset med bestænkelsens blod. Ved Guds nåde og deres egne ihærdige bestræbelser skal de sejre i kampen mod det onde. Mens den undersøgende retshandling finder sted i himlen og de angergivne troendes synder bliver fjernet fra helligdommen, skal der foregå en speciel renselse og bortfjernelse af synd hos Guds folk på jorden. Dette påpeges tydeligere i de budskaber, der omtales i Åbenbaringens 14. kapitel. |