Men Rom havde fæstet sine øjne på Storbritannien og besluttede at lægge det ind under sit magtområde. I det 6. århundrede gik de romerske missionærer i gang med at omvende de hedenske saksere. Missionærerne blev gunstigt modtaget af de stolte barbarer, og mange tusinder blev overtalt til at antage romerkirkens lære. Under deres videre arbejde stødte de, pavelige udsendinge og tilhængere på de mennesker, der havde antaget den uforfalskede kristendom. Der var en slående kontrast imellem dem. De sidstnævnte var beskedne og ydmyge, og deres karakter, lære og opførsel var i overensstemmelse med Skriften. De andre, derimod, var præget af den overtro, pragt og det hovmod, som var karakteristisk for pavedømmet. Den romerske udsending forlangte, at disse kristne menigheder skulle anerkende pavens overhøjhed. Englænderne svarede beskedent, at de gerne ville elske alle mennesker, men at paven ingen ret havde til at øve overhøjhed inden for kirken, og at de kun kunne vise ham den samme underdanighed, som tilkom enhver anden af Kristi disciple. Der blev gjort flere forsøg på at få dem til at vise troskab over for Rom men de ydmyge kristne, som var forbavsede over den stolthed, som disse udsendinge lagde for dagen, svar de bestemt, at de ikke havde nogen anden herre end Kristus. Nu viste pavedømmet sit sande ansigt. Romerkirkens repræsentant sagde: "Hvis I ikke vil tage imod brødre, som kommer med fred, skal I komme til at tage imod fjender, som kommer med krig. Hvis I ikke vil slutte jer til os for at vise sakserne livets vej, skal I få dødsstødet fra dem." - J. W. H. Merle D'Aubignè: History of the Reformation the Sixteenth Century, b. 17 sh. 2, Det var ikke tomme trusler. Krig, intriger og bedrag var de midler, man tog i anvendelse for at bekæmpe de mennesker, der vidnede om den bibelske tro, og til sidst var menighederne i Storbritannien enten tilintetgjort eller tvunget til at underkaste sig pavens myndighed.