Men Rom havde fæstet sine øjne paa Bitanien og besluttet at bringe det under overherredømme. J det sjette aarhundrede paatog romerske missionærerer sig at omvende de hedenske sakser. De blev gunstig modtagne af de stolte barbarer, og mange tusinde blev overtalte til at tantage den romerske tro. Eftersom værket gik fremad, stødte de pavelige og deres tilhængere paa de oprindelige kristne. Her viste sig en paafaldende modsætning. De sidste var simple, ydmyge og skriftmæssige i væsen, lære og levnet, medens førstnævnte fremstod med papismens overtro, pagt og selvgjort overlegenhed. Roms udsendige fordrede, at disse kristne menigheder skjulde anerkende pavens overherredømme. Britterne svarede sagtmodig, at de ønskede at elske alle mennesker, men at paven ikke havde ret til noget herredømme i menigheden, og de kunde ikke vise ham anden underdanighed end den, som tilkom enhver Kristi efterfølger. Man forsøgte gjentagne gange at sikre sig deres forening med Rom: men disse ydmyge kristne, forbausede over den stolthed, pavens apostler udviste, svarede vedblivende, at de kjendte ingen anden mester end Kristus. Nu viste pavedømmets sande aand sig. Den romerske fører sagde: "Vil J ikke annamme brødre, som bringer eder fred, saa skal J anamme fiender, som bringer eder krig. Vil J ikke forene eder med os om at vise sakserne slivets vej, saa skal J af dem blive overantvordede til døden." Disse ord var ikke tomme trusler. Krig, listige rænker og bedragerier anvendte man mod disse vidner for bibelens tro, indtil menigheden i Britannien blev ødelagt eller tvungen til at anerkjende pavens autoritet.