Ved i tro at se hen til Frelseren var Johannes nået til den højeste form for selvfornægtelse. Han søgte ikke at drage mennesker til sig selv, men at hæve deres tanker højere og højere, indtil de drejede sig om Guds Lam. Han selv havde kun været en stemme, en røst i ørkenen. Nu tog han med glæde mod stilhed og ubemærkethed, for at alles øjne måtte rettes mod Livets Lys.