Denne sidste aften sammen med disciplene havde Jesus meget at sige til dem. Hvis de havde været forberedt til at modtage, hvad han længtes efter at delagtiggøre dem i, ville de være blevet skånet for sønderknusende sjælekval, for skuffelse og vantro. Men Jesus så, at de ikke kunne bære det, som han havde at sige dem. Da han så på deres ansigter, standsede de advarende og trøstende ord på hans læber. Nogle øjeblikke forløb i tavshed. Jesus så ud til at vente på noget. Disciplene følte sig ilde tilpas. Deltagelsen og ømheden, som var blevet vakt ved synet af Kristi sorg, syntes at være forsvundet. Hans ord, der fulde af sorg pegede på hans egen lidelse, havde kun gjort ringe indtryk. De blikke, de tilkastede hinanden, vidnede om skinsyge og stridighed.