Judas var blind for sine egne karaktersvagheder, og Kristus anbragte ham, hvor han ville have mulighed for at se og rette dem. Som kasserer var det ham, der skulle sørge for flokkens fornødenheder og at lindre de fattiges nød. Da Jesus ved påskemåltidet sagde til ham: „Hvad du gør, gør det snart.“ troede disciplene, at han havde befalet ham at købe, hvad der var nødvendigt til højtiden, eller at give noget til de fattige. Ved at tjene andre kunne Judas have udviklet et uselvisk sind. Men selv om han dagligt lyttede til Kristi lære og var vidne til hans uselviske liv, henfaldt Judas til sine begærlige tilbøjeligheder. De små summer, han fik i hænderne, var ham en vedvarende fristelse. Ofte, når han gjorde Kristus en lille tjeneste eller brugte noget af sin tid til religiøse formål, tog han sig betalt af disse sparsomme midler. I hans egne øjne var det rigtigt, hvad han gjorde, men i Guds øjne var han en tyv.