Jesus trøstede og opmuntrede englene med hellig alvor, idet han forsikrede dem, at han ved sin død ville genløse mange og tilintetgøre den, som havde dødens vælde. Gud ville give ham det rige, som Adam havde mistet ved sin overtrædelse, og de forløste skulle bo hos ham i al evighed. Satan og syndere skulle ødelægges og aldrig mere forstyrre himlens og jordens fred. Jesus bød englehæren at lade sig nøjes med frelsens plan, som hans fader havde antaget, og at glæde sig over, at det faldne menneske ved hans død atter kunne få Guds nåde. Da blev himlen fyldt med uudsigelig glæde, og englene sang til Guds ære og pris. De slog på deres harper og sang endnu herligere end før ved tanken om den store barmhjertighed og miskundhed som Gud beviste den oprørske slægt, idet han gav sin højt elskede Søn til at dø for den. De ophøjede og ærede også Jesus for hans selvfornægtelse og offer, idet han samtykkede i at forlade Faderens skød for at lide og dø for den faldne slægt.