Jesus ønskede ikke blot at helbrede barnet, men også at oplyse faderens formørkede sind. Han så, hvorledes hans vantro kæmpede mod troen. Han vidste, at denne mand havde søgt hjælp hos ham som sit sidste og eneste håb. Han så, at høvedsmanden var i den samme tilstand, som mange andre af hans nation. De følte sig hendraget til Jesus af egenkærlige bevæggrunde. De ønskede at gå en eller anden fordel ved hans kraft. Men de var uvidende om deres egen åndelige sygdom og så ikke, hvor meget de trængte til Guds ånd. I stedet fremsatte de som betingelse for deres tro, at en eller anden jordisk nådegave blev skænket dem. Jesus sammenlignede hans vantro med samaritanerens tro, der så villig havde taget imod ham som en lærer, sendt af Gud, og som den lovede Messias uden noget tegn eller nogen undergerning, som kunne bevise hans guddommelighed.