Jesus begyndte med første Mosebog og fremholdt alle de guddommelige beviser, som profeterne havde vidnet om hans liv, hans sendelse, hans lidelse, død og opstandelse. Han anså det ikke for nødvendigt at gøre en undergerning for at bevise, at han var verdens opstandne Genløser; men han henviste til profeterne og udlagde dem tydelig og klart for at afgøre det spørgsmål, at han var Messias, og for at vise, at alt det, som hændte ham, var forudsagt af de guddommelige skribenter. Jesus førte hele tiden sine tilhørers sind tilbage til den dyrebare sandheds kilde, som findes i det gamle testamente. At han holdt disse skribenter højt i ære, ser man et bevis på i lignelsen om den rige mand og Lazarus, idet han siger: "Hører de ikke Moses og profeterne, så vil de heller ikke lade sig overbevise, selv om en opstod fra de døde." Apostlene minder også alle om, hvor vigtige det gamle testamentes skrifter er. Apostelen Peter siger: "Thi aldrig er nogen profeti fremgået af et menneskes vilje, men drevne af Helligånden udtalte mennesker, hvad de fik fra Gud. Lukas taler som følger om de profetier, der forudsagde Kristi komme: "Lovet være Herren, Israels Gud, thi han har besøgt og forløst sit folk og oprejst os et frelsens horn i sin tjener Davids hus, som han havde lovet sine hellige profeters mund fra fordums tid."