Nogle få uger senere, da vi var på vejen til Boston, gik vi ombord på en dampbåd i Portland. Det begyndte at blæse op til en heftig storm, og vi var i stor fare. Der rådede stor frygt blandt kvinderne. Mange bekendte sine synder og råbte til Gud om nåde. Nogle bønfaldt jomfru Maria om hjælp, meden andre gjorde Gud det højtidelige løfte, at dersom han ville spare dem, ville de tilbringe det øvrige af sin livstid i hans tjeneste. Det var en frygtelig scene. Medens båden tumledes om på bølgerne, vendte en dame sig mod mig og sagde: "Er du ikke forskrækket? Det er muligt, at vi aldrig skal få se land igen." Jeg fortalte hende, at Kristus var min tilflugt, og at dersom mit arbejde var til ende, havde det intet at sige, enten jeg lå på havets bund eller et andet sted. Men dersom mit arbejde ikke var til ende, kunne havet ikke opsluge mig. Jeg havde tillid til, at Gud ville føre os sikkert i land, hvis det var til hans ære.