Navnene paa alle dem, som bekjendte sig til Sandheden, blev opraabte. Nogle blev dadlede for deres Vantro, andre for deres Efterladenhed. De lod andre udrette det, der burde gjøres i Menighedens Vingaard, og bære de mest ansvarsfulde Byrder, medens de egennyttigt passede sine egne Affærer. Om de havde udviklet de Evner, Gud havde givet dem, kunde de være bleven paalidelige Personer til at bære Ansvar og arbejde for Mesteren. Dommeren sagde: Alle vil blive retfærdiggjorte ved sin Tro og dømte efter sine Gjerninger. Hvor klart deres Efterladenhed da viste sig, og hvor forstandig den Ordning syntes at være, at Gud hade givet ethvert Menneske en Gjerning at udføre for at fremme hans Sag og virke for sine Medmenneskers Frelse. Enhver burde udvise en levende Tro, baade i sin Familie og for sine omgivne, være venlig mod de fattige, vise Medynk m ed de lidende, udføre Missionsarbejde og hjælpe Guds Sag med sine Midler. Men Herrens Forbandelse hvilede over dem, ligesom den hvilede over Meros, fordi de ikke kom Herren til Hjælp. De elskede den Gjerning, der vilde skaffe dem størst Fordel i dette Liv; og overfor deres navne i den Bog, hvori de gode Gjerninger var optegnede, var der kun et tomt Rum.